På TV2 Play kan I nu finde en dokumentar, hvor jeg fortæller min historie om, hvordan det er at dyrke eliteidræt og have angst. Samme udsendelse vil blive sendt på TV2 den 18 juni (kender ikke tidspunktet endnu). I forlængelse af udsendelsen har jeg brug for at præcisere nogle ting.

Mål med udsendelsen

Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle deltage i udsendelsen. Man skal forstå, det vækker en masse minder om oplevelser, du helst vil glemme. Selvom jeg i dag har det markant bedre end den historie, der bliver fortalt, dukker angsten stadigvæk op engang imellem. Selvom jeg i dag har lært at tackle angsten, er det hårdt, når angsten virkelig angriber en. Angst er ikke noget som forsvinder, der er noget, man har. Hvor jeg tidligere var flov over mig selv, er jeg det ikke mere. Jeg er, som jeg er.

Jeg ved, mange i dag har tilsvarende udfordringer. Derfor deltager jeg i udsendelsen. For at fortælle min historie. Er der bare én som kan finde håb i min historie, så er jeg glad. Det hjælper at tale om angsten.

Hvem har ansvaret

Jeg har været lang tid nok i idrættens verden til at vide, at dette spørgsmål vil komme. Derfor kan jeg ligeså godt lægge kortene på bordet. Svaret er dog ikke så enkelt. Jeg mener, alle i idrættens verden har et ansvar.

Det at have angst var ikke noget, man snakkede om. Jeg har aldrig i min tid som eliteatlet snakket om det have angst med andre atleter, trænere, ledere, forbund eller klub.

Jeg har enkelte gange nævnt, jeg ikke var så glad for at flyve, hvilket ikke kunne undgås, da jeg nærmest sad ude på vingen, når vi skulle flyve. Ja, det var via min flyskræk, jeg blev klar over, der var ting, som ikke var, som de burde være.

Jeg burde have fortalt folk omkring mig, hvordan jeg havde det, da jeg var aktiv. Ligesom folk omkring mig burde have været bedre til at spørge ind til de signaler, som der trods alt var. Hvorfor begynder en meget social løber at løbe alene? Hvorfor blev han mere indelukket osv.? Der var mange signaler. Men igen, hvordan ville man selv gøre overfor andre. Ville jeg selv spørge ind til de ting? Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Jeg håber.

Det er svært at se, når folk har det mentalt svært – især når atleterne præsterer samtidig. Mit mål er ikke at kaste mudder efter nogen. Jeg konstaterer bare, at alle der er i denne sportsverden har et ansvar.

Hvad kan man gøre

Det at have angst er ikke kun et problem i løbesporten eller i fodbold, som det bliver beskrevet i udsendelsen. Det er et samfundsproblem. Når jeg taler om, hvad man kan gøre, så tager jeg kun udgangspunkt i den verden, jeg primært kender, nemlig sportens verden.

Først og fremmest hjælper det at skabe støre viden omkring det. Ikke kun på bagkanten, men allerhelst på forkant. I idrættens verden er der konstant et krav om at præstere. Både det pres du selv skaber, og det som andre skaber. Da jeg første gang kom med i landholdsgruppen skulle jeg udfylde et skema over forventede tider de kommende år. Tider og fremgang, der skulle afgøre, om jeg skulle blive i landsholdsgruppen. Dengang gjorde jeg det så godt, jeg kunne uden den fjerneste ide om, at de færreste atleters kurve er jævnt stigende, og hvad hjælper det en atlet at snakke om, hvad du kan blive om 10 år. Der er godt nok mange træningspas, inden den tid kommer. Presset kommer altså for dag 1.

Du bliver opdraget til at være dig selv nærmest. Ja, løbesporten kan også være en social sport, men grundlægende handler eliteløb om at vinde eller løbe stærkt. Skal du vinde, kræver det andre ikke skal, hvilket yderligere skærper presset.

Sociale medier på godt og ondt

Sociale medier er stadigvæk relativt nyt. Mange atleter bruger det, men de færreste har fået undervisning i, hvordan det skal bruges. Det er en fantastisk mulighed for at komme ud med et budskab. Skabe bedre muligheder for folkelig opbakning og finde sponsorer. Altså en nødvendighed i sportens verden i dag. Du skal godt nok være en super løber i dag, hvis du kan finde sponsorer uden at være aktiv på sociale medier. Et bud er, at du skal være medaljekandidat til et stort internationalt senior mesterskab.

Men der er også en bagside. Hvad er det, at folk gerne vil have fra en på de sociale medier? For mit vedkommende var det primært, hvordan jeg trænede, og hvad mine mål var. Selvfølgelig sidder man og følger med i, hvor mange likes ting får, det gør alle! Du skal være klar over, at når man vælger at ligge træningstider ud, så kan følgere også sætte et form for pres, da de nu er i stand til at komme med en vurdering af dit niveau. Hvis jeg skulle gøre én ting om i dag, så er det den del. I dag kan jeg godt finde på at smide en løbeturstid op, men jeg er et andet sted i dag end dengang.

Min største dag i mit liv var, da jeg fik min datter. Jeg mistede næsten 200 følgere den dag på Instagram, da jeg lagde et opslag op med den nyhed. Den dag i dag ved jeg, at folk primært vil høre om løb på mine sociale medier. Den del har jeg accepteret.

Jeg vil understrege, jeg har det godt i dag. Mit mål er at hjælpe andre med at komme ovenpå ved at fortælle min historie og skabe fokus på emnet.

Kh.

Henrik